God hygiejne er vigtig, når man er inkontinent

Noget af det værste, der kan ske for en person med nkontinensproblem, er at komme til at lugte af urin. Det er noget alle frygter – både inkontinente såvel som kontinente – og derfor er god hygiejne altid vigtig, når man lider af inkontinens.

Svaret på problemet er ganske enkelt god hygiejne og at være praktisk og forudseende omkring sin inkontinens.

God hygiejne ved inkontinens

Normal urin lugter næsten ikke i sig selv. Urin er steril og det er først, når urinen kommer i kontakt med luft og bakterier, at der dannes den karakteristiske og genkendelige urinlugt. Heldigvis sker det ikke med det samme. Der går noget tid.

Som inkontinent er det derfor altid vigtigt at sørge for god hygiejne, så at man forebygger og forhindrer dårlig lugt. Man kan nemlig ikke altid selv lugte det.

Hvis man vil undgå lugtgenerne ved inkontinens, så er her nogle gode råd, som man bør følge. Disse er:

  • Vask underlivet grundigt med sæbe eller med en cleanser. Cleanser er en sæbe, der fjerner lugt forårsaget af bakterier.
  • Husk at tørre underlivet grundigt bagefter.
  • Hvis huden er tør/rød kan man benytte en fugtighedscreme.
  • Skift altid til rent undertøj dagligt eller i løbet af dagen, hvis undertøjet bliver gennemvædet.
  • Brug gerne deodorant dagligt
  • Udskift voksenbleen regelmæssigt, så at der ikke dannes urinlugt.

Ovennævnte hygiejne-råd er en god garanti mod lugtgener.

Vær forudseende, når du  er inkontinent

Akkurat som god hygiejne, så er det vigtigt at være forudseende for at undgå at komme til at lugte af urin.

I hverdagen derhjemme bør god hygiejne normalt ikke være noget problem. Her er der som regel alt, hvad man skal bruge. Det er udenfor hjemmet, at det er vigtigt at være forudseende.

Let inkontinens

Hvis man er let inkontinent, så kan det være tilstrækkeligt kun at medbringe ekstra bleer og lufttætte plasticposer til at opbevare de brugte bleer i.

Sværere inkontinens

Hvis man lider af sværere inkontinens, hvor gennemvædning er en risiko, så er det nødvendigt at være forberedt på dette. Her er det en god ide at medbringe følgende:

  • Bleer
  • Vaskeservietter
  • Lufttætte poser til at pakke de brugte bleer ned i
  • Undertøj/skiftetøj
  • Undersøg evt. mulighederne på forhånd for at komme på toilettet, hvis man besøger et ukendt sted.

Det behøver ikke at være så besværligt at være inkontinent

Det kan være besværligt at være inkontinent. Men jo bedre forberedt man er, jo mindre betydning får de ‘uheld’, som kan forekomme.

Det er også vigtigt ikke at gøre sin inkontinens til en stopklods. Inkontinens kan hurtigt blive en unødvendig forhindring for at leve livet som alle andre. Og det er der slet ingen grund til.