Inkontinens hos kvinder – Kvinder og ufrivillig vandladning

Inkontinens hos kvinder er en ganske almindelig og som regel ufarlig lidelse. Hvis du er kvinde – og lider af inkontinens (også kaldet ufrivillig vandladning) – skal du vide, at du bestemt ikke er alene om det. Faktisk er det noget, som hver 4. kvinde oplever i løbet af livet.

At være inkontinent er besværligt, men som regel ufarligt, og der er bestemt ingen grund til at du lader dig begrænse i din måde at leve på. I dag findes der gode hjælpemidler, der er specielt udviklet til kvinder med vokseninkontinens og du kan derfor trygt leve som før, uden at være bange for lugtgener og lækage. Men inkontinens er naturligvis noget, som du skal tage alvorligt.

Få råd og vejledning om inkontinens

Det er en god ide at få en snak med din læge om det. Først og fremmest for at udelukke eventuel sygdom, men også for at få råd og vejledning. Hvilke former for hjælpemidler er der, som du kan benytte i hverdagen og som kan give dig en følelse af sikkerhed? Og kan du blive helbredt for din inkontinens? Mange kvinder kan faktisk blive hjulpet med deres inkontinens og kan fortsætte livet helt uden eller med betydeligt mindre ufrivillig vandladning. Så hvorfor gå med usikkerheden og ubehaget? Ring til din læge og aftal tid til et check-up i dag.

De forskellige typer inkontinens hos kvinder

Der findes flere former for urin-inkontinens hos kvinder:

Stress-inkontinens (kaldes også anstrengelses-inkontinens)

Stress-inkontinens er den mest udbredte type og 3 ud af 4 kvinder har denne form. Symptomerne er mindre urindryp, når du hoster, nyser, dyrker sport eller anden fysisk aktivitet og årsagen er en svag lukkefunktion. Det kan være opstået efter fødsler, overvægt eller operation i underlivet.

Trang-inkontinens (kaldes også urge-inkontinens)

Trang-inkontinens er kendetegnet ved, at du har behov for at lade vandet tit og ofte. Og det er ikke altid kun små dryp, men kan være en større mængde urin. Trang-inkontinens øges med alderen og blærebetændelse og neurologiske sygdomme kan medføre trang-inkontinens. Men det er ikke altid, at man kan finde en årsag.

Blandings-inkontinens

En blanding af stress- og trang-inkontinens.

Overløbs-inkontinens

Blæren er ikke i stand til at tømme sig selv og løber derfor over.

Sivende inkontinens

Urinen siver hele tiden.

Hvorfor bliver kvinder inkontinente?

Der kan være mange grunde til, at kvinder bliver inkontinente. Men det er et faktum, at kvinder oftere bliver inkontinente end mænd. Men det ændrer sig med alderen, hvor lige mange mænd og kvinder lider af hyppig vandladning.

Svag bækkenbund

En svag bækkenbund er meget ofte årsag til problemer med at holde på vandet. Det er musklerne i bækkenbunden, som er blevet svage og de trænger til genoptræning. Og denne form for inkontinens – også kaldet stress-inkontinens – er langt  den mest almindelige.

Overvægt

Det hjælper ikke på bækkenbunden at være overvægtig. Ved overvægt tynger mange ekstra kilo på bækkenet og det er med til at svække musklerne og medføre, at det kan være svært at holde på vandet. Overvægt er altid et godt sted at sætte ind ved inkontinens.

Overgangsalder

Der sker forandringer i kvinders krop i forbindelse med overgangsalderen. Blandt andet mindskes mængden af østrogen i underlivsmusklerne og det kan have indflydelse på blærens stilling i underlivet. Og det kan føre til inkontinens.

Graviditet

Mange kvinder bliver inkontinente under graviditeten, men det ophører som regel efter fødslen (det kan være nødvendigt at styrke bækkenbunden med træningsøvelser). Men den belastning, som kvinders underliv gennemgår når de er gravide, kan få indflydelse på inkontinens hos kvinder senere i livet.

Sygdom

Sygdom som slagtilfælde, diabetes, sklerose, demens, rygmarvsbrok og andre lignende sygdomme kan medføre inkontinens. Her er det signalerne mellem hjernen og blæren, som forstyrres eller forhindres i at nå frem, og som derfor påvirker urinfunktionen.

Urinvejsinfektion

Infektion i urinvejene kan medføre hypersensitiv blære. En hypersensitiv blære sender falske signaler om, at blæren skal tømmes hurtigt, selv om at det ikke er tilfældet.

Medicin

Medicin med vanddrivende virkning kan påvirke urinfunktionen. Herved påvirkes trangen til at tisse og det kan medføre inkontinens.

Hjælpemidler

At leve med ufrivillig vandladning er ikke nogen kvindes drøm og det kan give store problemer i hverdagen. Specielt hvis der ikke benyttes nogle hjælpemidler. Tænk bare på at skulle gå på toilettet konstant for at undgå at blive gennemvædet. Eller at være bange for at komme til at lugte af urin, som er en lugt vi forbinder med manglende hygiejne og dårlig social status. Det kan defor være en god ide at benytte hjælpemidler. Og gerne hjælpemidler, som er designet specielt til inkontinensbrug.

I dag findes der faktisk rigtigt gode hjælpemidler. Ikke kun bind og bleer, som de fleste kender. Men også et par alternativer.

Trusseindlæg, bind og bleer

Dette er de mest benyttede hjælpemidler ved inkontinens hos kvinder. Der findes i handlen i dag et pænt udvalg af trusseindlæg, bind og buksebleer til aktive kvinder med inkontinens. Bleerne er udviklet specielt til at optage forskellige mængder urin og det er derfor vigtigt at prøve sig frem til det rigtige bind eller ble. Nogle benytter flere forskellige til forskellige formål. De fleste har også indbygget lugt-kontrol, som modvirker lugten af urin og giver en større sikkerhed.

Propper og indlæg

Propper og indlæg er engangshjælpemidler. Der findes bløde propper, som føres op i urinrøret og som skal fjernes forud for hver vandladning. Vær opmærksom på, at propperne kan medføre en mindre risiko for blærebetændelse.
Og så er der vaginal-indlæg, som understøtter blærehalsen og genetablerer lukkemekanismen, hvorved man opnår en bedre kontrol over blæren. Vaginal-indlægget indføres og fjernes lige så let som en tampon. Indlægget skal ikke tages ud ved vandladning, men skal skiftes hver dag.

Kateter

Man kan bruge kateter, hvis man har problemer med at komme af med urinen. Et kateter er et rør, som føres op i urinrøret og som giver passage til urinen.

Medicin

Når kvinder er i overgangsalderen falder østrogenniveauet, som bl.a. vedligeholder slimhinder i urinrør og skeden. Ved at tilføre østrogen, evt. i form af stikpiller, kan østrogenniveauet hæves i underlivet. Effekten på inkontinens er dog usikker.
Der findes forskellige typer medicin, som afslapper blæren. Der kan dog være bivirkninger ved medicinen (eks. tør mund).

Operation

Det er muligt at operere for ufrivillig vandladning og ofte med god succes. Det er dog en forudsætning, at kvinden forinden er blevet grundigt undersøgt og informeret om mulige følgevirkninger.

Hjælp dig selv

Når vi taler om inkontinens hos kvinder, så er en af de mest effektive metoder til at afhjælpe inkontinens, træning af bækkenbunden. Dette gælder specielt ved stress-inkontinens med svag bækkenbund. Formålet med træningen er at opnå en bedre muskelstyrke og en bedre koordination af musklerne, hvorved du bedre vil kunne kontrollere vandladningen. Du kan få instruktioner hos en fysioterapeut, men der findes også bøger og video om emnet.